Riverhead

Dagen begyndte omkring kl. 9.00, hvor vi kørte ud for at finde noget morgenmad. Byen Riverhead er ikke så stor, så vi gik langs main street og fandt her en rigtig amerikansk, fedtet diner, hvor vi kunne få stillet vores sult. Menuen stod både på æg, bacon og pandekager, så lige så sultne som vi var, da vi gik ind, lige så mætte var vi, da vi forlod restauranten.

Efterfølgende kørte vi til Wallmart, hvor vi provianterede til de næste dage. Vi fik købt vand, frugt og morgenmad til de næste dage her i byen, for hvis vi ikke skal komme trillende hjem, kan det ikke hjælpe noget, at vi spiser så stort et morgenmåltid hver morgen.

Retur på hotellet blev der tid til at ligge ved poolen, svømme og spille bold. Skønt, varmt og afslappende. Varmen blev dog efter noget tid for meget, så vi fortrak til det køligere værelse, hvor vi læste og slappede af, og jeg fik en lille morfar.

Til aften kørte vi ud til et sted, hvor vi kunne sidde nede ved en å og spise pizzaer. Det var rigtig hyggeligt, temperaturen var perfekt, og der var helt vindstille. Flemming måtte da også lige påpege, at hans feriestemning nu var betydelig stærkere end på samme tid i går.

Da vi kom tilbage til hotellet, kunne vi se, at der var spærret af til hovedgaden, og at der vrimlede med folk. Flemming, Iben og jeg gik derfor en tur derned. Her var der dømt stor byfest med levende musik, boder, masser af mennesker i alle aldre og til slut et stort fyrværkeri. Der blev således fejret 4th of July en dag for tidligt. Jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at spørge nogle amerikanere, om det er tradition at festen er dagen før. Her faldt det åbenbart sammen med en byfest, og derfor slog de det sammen, men andre steder bliver det først fejret i morgen, fik jeg så fortalt. Så blev jeg så klog.

Dagen sluttede af med hygge med bøger på terrassen med udsigt til poolen. Skønt.