Efter nogle dage med dejligt varmt sommervejr i Aalborg var vejret ved at slå om til mere typisk dansk sommervejr med blæst og regn, så det var det helt rigtige tidspunkt vi vendte blikket mod staterne endnu engang.

Kl. 8.10 mødtes vi med mine forældre i lufthavnen, så vi kunne overdrage Silke til dem, og dernæst fik vi tjekket ind og afleveret baggage. Vi var nu klar til 25 dages ferie i USA og Canada og var forventningsfulde og spændte som altid, når nye oplevelser ligger foran, som en julegave der venter på at blive åbnet.

Vi fik morgenmad i loungen i Aalborg lufthavn og havde god tid, da flyet var 20 min. forsinket. Først genså vi Amsterdam lufthavn, inden vi satte os på flyet til New York. Jeg havde overbevist mig selv om, at flyvetiden var 6 timer, men blev klogere efter et par timers flyvning, da jeg opdagede, at der fortsat var små 6 timer tilbage. Vi sad dog supergodt, med god benplads, så det var bestemt en af de mere behagelige ture.

Vel fremme i lufthavnen troede vi, at det hårdeste nu var ovre, især da vi endelig efter lang ventetid fik lov til at komme ind i landet og fik konstateret, at al vores baggage var nået frem, hvilket altid udløser en kæmpe lettelse, især hos mig.

Men først der, da Iben og jeg netop var blevet enige om, at nu var ferien rigtigt i gang, begyndte udfordringerne. Manden, som skulle overdrage bilen til os i lufthavnen, var ingen steder at se, og når vi ringede til bureauet, røg vi på en telefonsvarer. Efter nogen tids venten og søgen, ringede vi efter en taxa, som så skulle køre os hele vejen til Manhattan, hvor udlejningsfirmaet ligger. Øv, for det betød, at vi nu skulle bruge tid på det, og desuden lå det i den stik modsatte retning af Southampton, som var dagens endedestination.

Efter 45 minutters taxakørsel, som var ved at gøre os alle køresyge, var vi fremme ved bureauet. Her fik vi næsten overdraget bilen, men da de hørte, at vi også skulle bruge bilen til at køre til Canada, ja så kunne vi ikke længere leje hos dem. Så var gode råd dyre, og pludselig forsvandt den gode stemning og det gode humør lidt.

Heldigvis var den unge mand på bureauet yderst venlig og hjalp os med at skaffe en anden bil hos et andet bureau, men det tog lang tid for der var pludselig nye ting at tage stilling til og prisen steg til næsten det dobbelte for bilen.

Nu skulle vi så bare praje en taxi som kunne køre os til en anden lufthavn, hvorfra vi kunne leje den trods alt billigste bil, og så skulle vi køre til Southampton. Den næste taxatur var om muligt endnu mere træls, da vi endte fire fuldvoksne mennesker på bagsædet af en almindelig stationcar. Men på det tidspunkt var vi så trætte og sultne og irriterede, at vi bare skulle frem – uanset hvad.

Da vi langt om længe fik bilen, kunne vi sætte os ind i en kæmpe bil, som gjorde os glade for Flemmings lastbilskørekort.

Først omkring kl. 22.30 var vi fremme og blev indkvarteret – og her skal man så lige huske at det svarer til kl. 4.30 i Danmark. Vi fik lidt i maven, som vi havde provianteret på en tankstation, og så var det ellers på hovedet i seng. Det gode ved alt dette var, at vi ikke havde problemer med de seks timers tidsforskel, for vi havde ikke mulighed for at gå til ro, da vi egentlig var trætte, for da stod vi stadig på Manhattan og en seng syntes på det tidspunkt uendelig langt væk.