Så blev det til endnu en dag på vejene. Seks timers kørsel varslede GPS’en ved dagens start. Vi kørte fra Cape Breton kl. 10.00 og var fremme 17.00, sådan. Vi gjorde kun et enkelt stop i den lille by Oxford – tilfældigvis blev det her igen, ligesom for få dage siden, da vi var på vej mod Halifax. Selvom det er mange timers kørsel i træk, så er vi ved at blive gode til det. Tiden føltes faktisk ikke så lang i dag, var vi alle enige om.
Fremme ved hotellet glædede vi os over god internetforbindelse og et vaskeri på gangen, som var let tilgængeligt. Så vi fik vasket lidt tøj igen og slappet af på nettet inden aftensmaden blev indtaget på Pita Pit, hvor vi fik lækre pitabrød med godt fyld. Vi nød alle de gode grøntsager, som var fyldt i pitaerne, til forskel fra når vi spiser burgere.
Aftenen blev brugt på nettet, inden vi faldt i søvn i bløde senge på et dejligt hotelværelse endnu engang med udsigt over en fjord – men tågen i dag gjorde det dog næsten umuligt at se denne udsigt. Vi har faktisk frosset lidt i dag, så nu glæder vi os til at køre mod varmere himmelstrøg i morgen.