Ej, hvor er her smukt! Det er nok den sætning, der er blevet brugt allermest i dag. Vi spiste morgenmad på hotellet, og så kørte vi eller ud for at udforske naturen langs The Cabot Trail, som vejen hedder, der kører øen rundt.

Indgangen til Cape Bretons nationalpark ramte vi efter ca. en halv times kørsel, og derfra fortsatte det smukke nærmest bare i det uendelige. Høje grønne, træbevoksede bjerge, dybe kløfter med vandløb og vandfald, bare klipper, som ragede ud i Atlanterhavet, der med sit blå vand dannede en smuk kontrast til bjergene i baggrunden. Solen kom mere og mere frem og lyste på den blå himlen, som bare gjorde det hele endnu smukkere.

Undervejs gjorde vi hold og købte en is og kaffe. Vi gik ud mod vandet på en nærliggende klippe for at spise isen. Da vi stod der, og isen begyndte at smelte, og vi var ved at blive helt tværret ind i is allesammen, kom damen fra huset, hvis baghave klippen egentlig var i, ned mod os. Vi tænkte alle, at hun nok kom ned for at fortælle os, at vi faktisk befandt os på privat område, hvilket jo var fair nok. Istedet kom hun smilende med en klud til os, for som hun sagde, kunne hun se helt oppe fra huset, at vi kæmpede med isene. Se det er canadisk gæstfrihed! Så opfrodrede hun os derefter til at gå længere ind på hendes grund, til en lille, gammel kirkegård, hvorfra udsigten ud over klipperne var endnu smukkere.

Vi er kørt langt for at nå helt herop, og det er nok både første og sidste gang, vi ser denne del af Canada, så vi føler os fantastisk heldige, fordi vejret tilsmilede os i dag.

Der er to restauranter i denne by. Den på hotellet og én anden. I aften prøvede vi derfor den anden, hvor vi kunne sidde ude og nyde det gode vejr og udsigten.