Der var spænding, glæde og en lille smule vemod, da Iben skulle begynde i skole. Tænk, at hun allerede er så stor! Selvom vi glæder os over, at hun er en dygtig og selvstændig pige, så ved vi jo også godt, at jo mere selvhjulpen hun bliver, des mere uafhængig bliver hun af os. Nå, men tilbage til den første skoledag.

Solen skinnede, som den skal på sådan en dag. Børn og forældre samledes i skolgården ved flagstangen, hvor vi sang “Der er et yndigt land”. Derefter skulle børnene, med deres skoleven i hånden, rundt på hele skolen, mens de sang et vers om glæden ved at gå i skole. (Lige som man gør, når man danser buggi vuggi).
Så var der tid til første time, hvor der både var tid til at lave lidt i den nyudleverede opgavemappe og til at danse en skør dans, som forældrene også deltog i.

På Ibens skole er der heldigvis morgensang hver dag, hvor man synger nogle sange, giver beskeder og beder fadervor. Lige som vi kender det fra efterskolen. Alle børnene sang med, og Flemming og jeg kunne ikke lade være med at stå og smile hele tiden, for det var helt fantastisk at høre, hvordan de børn bare gav alt, hvad de kunne og skrålede med. Vi voksne blev totalt smittet af børnenes engagement og glæde. Sådan hører vi desværre ikke vore elever synge til morgensang.

Da vi kom op i klassen igen skulle børnene på bogstavjagt, og da Iben havde fundet de bogstaver hun skulle, kom hun hen til mig og sagde, at nu kunne Flemming og jeg godt tage hjem, for som hun sagde, så var det jo trods alt ikke vores første skoledag. Og det havde pigen jo ret i, så vi tog hjem, og måtte erkende, at vi som sagt nu har en stor og selvstændig skolepige.
Efter godt en uge i skolen glæder Iben sig fortsat hver dag til at skulle afsted. Men hun er træt, når vi kommer til aften, for der er mange nye ting at lære og mange nye indtryk at bearbejde.