Santa Rosa


Endnu en lang køredag var foran os. Fra vi forlod det ene hotel, til vi var fremme ved det næste, gik der næsten 6 timer. Heldigvis har det været en smuk tur gennem Californiens bjerge, og det har været dejligt at gense den natur, som vi husker så tydeligt fra vores sidste tur her i staterne.
Vi kørte næsten den direkte vej i dag, men gjorde dog en lille afstikker til byen Ferndale, der er berømt for sine meget flotte gamle victorianske huse. Byen kaldes flødebyen, fordi den allerede i slutningen af 1800-tallet blev berømt for sine gode mejeriprodukter produceret af danske indvandrer. Byen var virkelig også både hyggelig og smuk, og det var tydeligt at se, at byen lever af landbrug mere end af turisme. Mange af navnene på kirkegården var sen-navne, som følge af de mange mennesker med dansk afstamning i området.

   
Lidt over halvvejs gjorde vi frokost-stop, og ca. 16.30 var vi så fremme i Santa Rosa, der er en hyggelig by kun ca. 100 km. fra San Francisco. Turen i morgen bliver således ikke så lang.
Knap var vi ankommet til hotellet, før vi begav os til et vaskeri. Sådanne praktiske ting må jo ordnes ind imellem, når man rejser rundt så længe, som vi gør. Heldigvis har vi jo Ipad og Ipod Touch til at underholde os med, så tiden føltes ikke så lang, selvom det naturligvis ville være hyggeligere at sidde næsten et hvilket som helst andet sted.


Tilbage på hotellet skulle vi lige vise Iben, hvordan vi spiller det nye spil, som Flemming har lagt ind på begge Ipads, så vi kan spille mod hinanden, når der er netværk. I går aftes blev vi ret grebet af det, da Iben var blevet puttet, så da hun skulle op og tisse i nat, ville hun have forklaret reglerne. Dem nægtede jeg dog at forklare på det tidspunkt af døgnet, men lovede hende at vi skulle spille i dag. I går aftes vandt Flemming to spil, men i dag vandt Iben og jeg over han to gange. Yes!!! Faktisk blev det noget sent, inden vi kom ud efter aftensmad, for Flemming ville have revance efter første spil. (Det hjalp dog ikke meget på hans ære!) Istedet for at spise ude tog vi mad med tilbage på hotellet, og spiste som en rigtig amerikansk familie foran fjernsynet.